Fortællinger fra Kreta | 78

Mon ikke der er mange af os lidt ældre der husker den kendte TV-quiz ”Hvad er det” med forfatter og journalist Piet van Deurs i behændig slowmotion vendte og drejede en eller anden gerne arkæologisk genstand mellem sine fingre, mens kameraet zoomede helt ind og han så med sin dybe stemme spurgte quizdeltagerne ”Hvad er det”?

Det kunne jeg fristes til at gøre med billedet til denne uges fortælling, og selvom der garanteret ville komme mange gode bud, ville I sikkert aldrig gætte det helt rigtige svar. Men det kommer så her, så I ikke længere skal tænker over det. Svaret er nemlig: ”Det er den dør der åbnede sig” som jeg skrev om i sidste uge. Den dør der altid åbner sig når en anden dør lukker. Det er den dør som man ikke troede eksisterede og som man for længst have opgivet at finde.

Det vi kan se på billedet, kan vi jo så f.eks. kalde en ”Halletudse” sådan lige indtil videre, for det er nemlig hvad det er. Det er lige præcis det den yngste af mine døtre, Laura og hendes mand Bo, havde opgivet håbet om, fordi de fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre. Og det kunne det umiddelbart heller ikke, selv med flere omgange på Fertilitetsklinikken og så må man jo bare erkende at sådan er livet også. Men et barn ville de have, så i stedet valgte de samme retning som mine forældre i sin tid gjorde – startede forløbet med at blive godkendt som adoptionsforældre, og bingo, nøjagtig ligesom mine forældre, og lige før den endelige godkendelse som kun var en formsag, indfandt ”Halletudsen” sig og viste dem at døren ind til det de allermest ønskede sig var åben og at Laura endelig var blevet gravid. Så nu er der en lille ny Halle på vej og de vordende forældre glæder sig næsten lige så meget som vi bedsteforældre gør. Det er godt nok lidt pudsigt, for selvom vi allerede har et par dejlige børnebørn, er det lige stort hver gang der føjes en ny lille gren til stamtræet. Om det så bliver en lille Afrodite (kærlighedens og skønhedens gudinde i den Græske mytologi) eller en lille Hermes, Pan, Herakles eller måske Dionysos (kraftens gud) er ikke til at sige. Men der er ingen tvivl om at den lille nye verdensborger nok skal blive præget af alt det græske, som resten af Halle klanen holder så meget af.

Nu vil jeg ønske jer alle en god måned (kalo mina) og en god påske (kalo Pascha), for næste uge vil der ikke komme nogen fortælling (tror jeg) og jeg vil holde min hjemme ligesom alle andre bør gøre lige nu med Coronavirus hængende over hovedet på os. Det bliver unægtelig en meget anderledes påske i år, men helt sikkert også en påske vi alle kommer til at huske mange år fremover.

Pas på jer selv -  pas på hinanden, og hold sammen ved at holde afstand.